(124,541 - 124,560 of 128,560)
Pages
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 247
-
Search Result
-
247 nu var nœæſten 4 Aar gammel, ſtanſede foran en Vogn, hvor der ſad en Hindu-Herre med et venligt Anſigt, og hun holdt frem ſin lille brune Haand og ſagde: „Ver ſaa ſnil, Herre, jeg er meget ſulten — vær ſaa ſnil og giv mig nogle Skillinger, ſaa jeg kan kjobe Mad.“ Tiggere findes 1 Masſe i...
Show more247 nu var nœæſten 4 Aar gammel, ſtanſede foran en Vogn, hvor der ſad en Hindu-Herre med et venligt Anſigt, og hun holdt frem ſin lille brune Haand og ſagde: „Ver ſaa ſnil, Herre, jeg er meget ſulten — vær ſaa ſnil og giv mig nogle Skillinger, ſaa jeg kan kjobe Mad.“ Tiggere findes 1 Masſe i Indien, og hvis en vilde ſvare paa hver Anmodning af den Slags, vilde han ſnart blive nodt til at tigge ſelv, og derfor ſvarte denne Herre, ſom troede, at Barnet var en Bedrager og ikke virkelig i Nod: „Gaa hjem til din Mor, Barn, og bed hende give dig nogen Ris. Kom ikke her og tig!“ SS Thanum ſaa bedrovet op paa ham og ſvarte: „Veær ſaa ſnil, Herre, jeg har ingen Far og ingen Mor og intet Hjem. Jeg og mine tre Soſtre er alle her paa Stationen alene.“ Herren ſtirrede paa hende et Sieblik, og ſaa ſagde han: „Er det ſandt, ſaa lob og bed dine Soſtre komme herhen!“ YAfffſted floi Thanum med fine ſmaa brune bare Fodder trippende nedover Platformen og bragte hid Vee- ramma, den œældſte Pige, ſom til Svar paa Sporgsmaalene til hende fortalte hele deres Hiſtorie, ſaa langt ſom hun kjendte den. Han lyttede med Forbauſelſe, og hans Hjerte blev rort. Men Toget ventede ikke læœnge paa Stationen, -og idet han hurtig tilkaſtede dem en Haandfuld Kobberpenge, for han afſted igjen. Pi- gerne tog Pengene, kjobte fin Ris og kogte og ſpiſte, ſom de pleiede, og ventede aldrig mere at hore om eller ſe denne Mand igjen. Men denne Hindu-Herre kunde itte glemme de fire Born. Han var en god Mand, og ſkiont endnu ikke debt, var han dog en, ſom var ſterkt paavirket af Kriſtendommen. Da han forlod Secundera- bad, hvor han havde vundet alle Klasfers Agtelſe og Kiœærlighed, _ blev mange Udtalelſer henvendt til ham paa-et ſtort Mode, ſom hold- tes for at ſige ham Farvel, og da han ſvarte paa disſe Udtalelſer, ſagde han med Bevægelſe: „zzeg har ikke fortjent nogen af de venlige - Ord, F har ſagt om mig. Hvis FJ kjendte mit Hjertes Ondſkab, ſom jeg gjor, vilde F iffe have talt ſaaledes; men alt det, ſom er godt og har Værd i mit Liv, ſkylder jeg min Oplærelſe i den kriſtelige Skole i Madras og den gode Dr. Millers og Profesſor Kellets Eksem= pel der.“ Da han nu fortſatte Reiſen til Madras, tœnkte han ſaa nærmere paa den Hiſtorie, ſom han havde hort. Han kjendte de Farer og Fri- ſtelſer, disſe Piger vilde blive udſat for, hvis de forblev paa den - Station, og han beſtemte ſig til at gjore ſit bedſte for at hjælpe dem. Da han kom til Madras, rev han tilbage til Stations8meſteren
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 250
-
Search Result
-
290_ Mend der holdt paa at ſœætte Nagler i Jeſu Hænder og dræbe ham. Veg ved, det kan iffe væœre ſandt, fordi du har fortalt os, hvor god og venlig han var mod alle, endog mod Kvinderne og Enkerne, og ingen funde onffe at drœbe ham. Sig mig, hvad det betyder!“ SFJeg drog hende til mig og fortalte...
Show more290_ Mend der holdt paa at ſœætte Nagler i Jeſu Hænder og dræbe ham. Veg ved, det kan iffe væœre ſandt, fordi du har fortalt os, hvor god og venlig han var mod alle, endog mod Kvinderne og Enkerne, og ingen funde onffe at drœbe ham. Sig mig, hvad det betyder!“ SFJeg drog hende til mig og fortalte hende, hvad det betod — at det var ife blot disfe gruſomme Mænd, men vore Synder, ſom havde naglet _Heſus til Korſet, og om hvorledes Jeſus led ſaaledes for at frelſe os fra Synden. Jeg ſkal aldrig forglemme hendes Anſigt — med Taarerne rullende nedover. det — eller den inderlige Jver i hendes Udraab, da hun var færdig: „Jeg ſynes godt om denné Jeſus! Jeg ſynes godt om denne Jeſus!“ Det var hendes forſte Udtryk-— for Kjærlighed til ham, ſom var dod for hende for lœnge fiden og havde draget Omſorg for hende gjennem disfe farefulde Aar 0g ledet hende til fig ſelv tilſlut. & lang Tid vilde hun ikke filles fra Bogen. Om Natten var den under den Matte, hun ſov paa. Naar hun ſpadſerede omkring i Gaardsrummet, var den under hendes Arm, og hvis hun nogen Tid var tilboielig til at blive uartig eller ulydig, behovede jeg kun at minde hende om, at det var Synd, fom bragte Jeſus til at do, ſaa var -hun med et god igjen. En Juleaften, da vi ſamledes rundt era og beredte for det, hvad der ffffulde vœære til disſe fire og til to andre Smaabarn hos 08, deres forſte Jul, ſagde jeg til Gungamma: „Nu, Gungamma, hvad er bedſt — enten denne By eller den du var i ved Juletider 0, [VArede JUN, „Denne ct veo DE var gelt Gud i den anden By!“ — „Nei,“ ſagde jeg, „men der var jo Afguder, og J pleiede at gaa til Templerne og bede til dem.“ „a, men de Afguder var bare Træ og Sten og kunde ikke hore. vore Bonner, og nu har vi. lœært at bede H vor Fader, ſom er i Him- lene,“ fvarede hun. Mit Hjerte var fuldt af Glæde, da jeg ſidſte Jul lyttede WL hvordan de med fuld Kraft ſang: „Hor Guds Englebud de ſynger“, og jeg taffede Gud, at disfe Lam var bragt ind i hans Fold og havde _lœært at fjende den gode Syrdes Nofſt. Men hvad fal vi ſige om Indiens og hele Hedningeverdenens Tuſinder af Born, ſom frem- : deles er ukjendt med hans Kjœærlighed og fremdeles vandrer i Heden- ffffabets Mörke? Er der intet, vi kan gjore for at lede dem til ham? (Frit efter Jll.mis.n i K. og S.)
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 249
-
Search Result
-
249 Hver Sspndag gik de og beſogte ſin Ven, Hindu-Herren, ſom havde reddet dem, og han lagde Merke til Forandringen og kom og ſpuráte mig, hvad det betod. Han ſagde: „De er ikke de ſamme Born, jeg ſeñndte til Dem. Jeg ſkulde aldrig have tœnkt det muligt, at de unde have udviklet ſig ſaa...
Show more249 Hver Sspndag gik de og beſogte ſin Ven, Hindu-Herren, ſom havde reddet dem, og han lagde Merke til Forandringen og kom og ſpuráte mig, hvad det betod. Han ſagde: „De er ikke de ſamme Born, jeg ſeñndte til Dem. Jeg ſkulde aldrig have tœnkt det muligt, at de unde have udviklet ſig ſaa forunderlig. Hvad er Grunden til Dele Jeg vidſte Grunden, og jeg fortalte ham, hvad jeg vidſte. Da de fire Piger kom til os, havde de aldrig hort om Kriſtus eller Kriſtendommen. De kaldte o8 Jeſus- Kriſtus- Folk og talte om - __m„weſu-Swami“, ſom om han var en Afgud, ſlig eri, ſom de havde ſeet i Templerne. Vore kriſtne Skikke og vore Bonner til en uſynlig Gud forefom dem underlig i det forſte. Men ſaa ſnart ſom muligt begyndte jeg felv ngiagtig at lære dem Kriſtendommens Sandheder. Hver Middag mellem Formiddags-og Eftermiddagsſkolen pleiede de at Tomme op til mig paa mit Værelſe over Skolen og lytte ivrig, nœſten graadig, til Fortœllingerne fra Bibelen. Jeg har havt mange Glæder i Herrens Tjeneſte i Jndien; men ingen, tror jeg, kommer ganfſfe op imod det at lære disfe fire ſmaa Hindupiger de virkelige Begyndelſes8grunde i Kriſtendom. “Det var en ſtor Forret, ſom nogen hver kunde misunde en. Lidt efter lidt blev deres morte fmaa Sjerter opflaret; de blev interesſeret for eſus Kriſtus; de funde iffe faa lytte for ofte eller for lœnge til Fortœllin- gerne om hans Handlinger. Deres Spsorgsmaal var hoiſt interes- ſante. En. Dag holdt jeg paa at gjore iſtand nogle Bibler til Brug for Skolen, og Thanum kom op til mig og ſagde: „Amma! hvad Slags Bibel har Gud faaet i Himlen? Er det en ſort med Omſlag ſom din, eller er den lig vore i Skolen?“ Eſter en Tids Forlsob fortalte Pigerne mig, at de var begyndt at fnæle ned og bede til Kriſtus, for de lagde ſig til Hvile. Specielt mindes jeg en Morgen, da E — den anden Pige — for forſte Gang ſyntes at gribe Storheden af Kriſti Kjœær- lighed til hende. Hun var lidt dov og forſtod iffe Tingene ſom de andre. Tidlig en Morgen, da jeg holdt paa at dele ud Mediciner til nogen af Pigerne, kom Gungamma lobende op Trapperne i tor Bevœægelſe, bærende en aaben Bog i ſin Haand. Det var en „Kriſti * Liv i Fortœællinger“ med Billeder i, og den begyndte med et Billede af Kriſtus paa Korſet. Jeg kunde ſe, at Barnet var meget. forvirret, ; da hun ſtyrtede ind og holdt Villedet foran mig, og idet hun pegte paa det, raabte hun: „Fortœl mig, Amma, hvad dette Billede betyder! Jeg bad de ſtore Soſtre nede, og de ſagde, at de gruſomme
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 37
-
Search Result
-
37 ben af Arket, ſom Tlænge havde havt god Lyſt paa Tandſthaurs : rige og frugtbare Rige, foretog i 1773 i Forbindelſe med Englœn- derne et Krigstog mod Fyrſt Tullaſi, ſom endte med at denne miſtede Trone og Rige. For Misſionen medfsrte Tandſchaurs Fald forſaavidt en god Folge, ſom derved det...
Show more37 ben af Arket, ſom Tlænge havde havt god Lyſt paa Tandſthaurs : rige og frugtbare Rige, foretog i 1773 i Forbindelſe med Englœn- derne et Krigstog mod Fyrſt Tullaſi, ſom endte med at denne miſtede Trone og Rige. For Misſionen medfsrte Tandſchaurs Fald forſaavidt en god Folge, ſom derved det brahamanſke Partis Modſtand blev knœkket. Om end Naboben af Arkot ifke vilde tillade, at nogen Kirke blev op- fort, hindrede han dog ife, at der blev bygget et Fattighus, ſom __0gſaa kunde benyttes til Bedehus; det var en kriſtelig engelſk Oberſt, ſom opforte Huſet. Her tog Schwartz ind, naar han beſogte. Tand- ſchaur, og det blev Udgangspunkt for hans Arbeide. Men det viſte ſig mere og mere paakrævet, at Tandſchaur maatte faa en ſelv- ſtæœndig Misſionsſ\tation, og dette ſkede i 1776, da Misfionœr Pohle tog Schwartz's Plads i Tritſchinopoli, og denne flyttede over til Tandſchaur. Nu tog Arbeidet nyt Opſving og havde en velſignet Fremgang. Schwartz fik tilſdſſtt ogſaa Lov til at bygge Kirke; og nu blev der endog bygget to Kirker, den ene, Kriſtusfirken, for den engelſke Garniſon, den anden i Forſtaden for den tamilſke Menig- hed. Omkring den ſidſte reiſte der ſig i Aarenes Lob en hel Sam- ling af Bygninger, Hus for Misſionœren, Skoler, Huſe for de ind- fodte Medhjælper, Huſe for Enker o. ſt. v. Det hele gjor et ſtorartet Jndtryk. Her raadede Schwartz ſom en Patriark bland Tamilerne og svede en ſtille, ſtedſe vokſende Jndflydelſe paa kriſtne og Hedninger. Hans Have, hvis pragtfulde Trœer han pleiede med megen Omhu, var fra Morgen til Aſten fuld af Tamiler af alle Klasſer, ſom havde noget at tale med ham om, eller ſom vilde, at han ffulde mægle i deres Stridigheder. Han blev ogſaa en Folkets Velgjorer. Under en Krig med Sultanen Hyder Ali blev der Hungersnsod i Landet. Schwartz havde forudſeet dette og i god Tid kjobt ind et ſtort Forraad af Nis; nu kunde han uddele den blandt de hungrende med rund Haand. ODgſaa den Hjelp, ſom Regjeringen ydede Folket, gik gjen- nem hans Hœænder, thi han var den eneſte, om hvem Regjeringen var ſfiffer paa, at han var ubeſtikkelig og vilde udfgre et ſaadant Hverv “uden at tage perſonlig Fordel deraf. Det var ganſke naturligt, at - den jordiſke Hjœlp bragte mange Hedninger til at gaa over til Kriſtendöômmen; og ſkiont Schwartz ike ffjulte for ſig ſelv, at det ofte kun var ydre Bevœggrunde, ſom drev dem, kunde han dog ife bringe det over ſit Hjerte at viſe dem bort. Ogſaa paa andre Maa-
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 65
-
Search Result
-
No. 5. | Minneapolis, Minn., 3die Mars, 1906. | 6te Aarg. Herrens Hær. „Dit Folk msder villig frem paa din Vœældes Dag. JF hellig Prydelſe kommer din Ungdom til dig ſom Dug 1d af Morgenrsodens Skjod.“ (Pf. 110, 3). JS dette Guds Ord tales der om en, ſom ſamler ſin Hær for at drage i Krig, og...
Show moreNo. 5. | Minneapolis, Minn., 3die Mars, 1906. | 6te Aarg. Herrens Hær. „Dit Folk msder villig frem paa din Vœældes Dag. JF hellig Prydelſe kommer din Ungdom til dig ſom Dug 1d af Morgenrsodens Skjod.“ (Pf. 110, 3). JS dette Guds Ord tales der om en, ſom ſamler ſin Hær for at drage i Krig, og Hœærens Fremmsden og Prydelſe ſtilles os for Die. Hvem er det, ſom vi her ſer ſamlé fin Hær ? “ Det er Mesſias. Det er den Herre Kriſtus. Det er ham, ſom ſidder ved Faderens hoire. Det ſer vi ſaa ÜUart i det forſte Vers, hvor det heder: „Herren ſagde til min Herre: Sid hos min hsoire Haand, indtil jeg lægger dine Fiender til en Skammel for dine Fodder.“ FSJeſus har ſelv udlagt dette om ſig ſelv. Han ſpurgte jo Fariſœerne, hvorledes David kunde kalde Mesſias ſin Herre, naar han tillige var hans Son, og ingen funde ſvare ham et Ord (Matt. 22, 42—46). Hvad han derved vilde viſe ſine Modſtandere, var, at Mesſias iffe blot var Davids Son, men ogſaa Guds Son og dermed alle Kongers Konge og alle Herrers Herre. . Denne Konge fidder viſtnok ved Faderens hgoire og regjerer derifra ſit Rige her paa Jorden. Men gjennem ſin Aand, ſit Ord og ſine Tjenere drager han ogſaa paa ſamme Tid paa Erobringstog igjen= nem Verden for at underlœægge ſig Folkene, og til dette Tog ſamler han en H$ær. Det er ham, ſom er „Fyrſten over Herrens Hœr” (Gos. 5, 18—15). FJ Aabenbaringen ſer vi ham allerede ved Aabningen af det forſte Seal at drage ud ſom Rytter paa en hvid Heſt, med ‘en Bue i ſin Haand, „ſeirende og for at ſeire“ (Aab. 6, 1 fff.). Det er ved Be- gyndelſen af det nye Teſtamentes Tid. Men mod Enden af ſamme
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 70
-
Search Result
-
70 Navn er ogſaa blevet overfort paa nor Grund. Deter et uheldigt Navn paa en god Sag; thi det bringer Folk til at tœnke, at der gives andre Soldater i Herrens Hær, ſom ife er frivillige. Men ſaadan- ne gives der jo ikke. De er alle „frivillige“, enten de er Bonder eller Studenter. Rigtignok kan...
Show more70 Navn er ogſaa blevet overfort paa nor Grund. Deter et uheldigt Navn paa en god Sag; thi det bringer Folk til at tœnke, at der gives andre Soldater i Herrens Hær, ſom ife er frivillige. Men ſaadan- ne gives der jo ikke. De er alle „frivillige“, enten de er Bonder eller Studenter. Rigtignok kan man i en anden Forſtand ſige, at ingen af dem er frivillig ; thi alle er under en indre Tvang, den Tvang, ſom den ſtore Hedningeapoſtel taler om, naar han figer: „Kriſti Kjœrlighed tvin- ger os“ (2 Kor. 5, 14). : Men denne Tvang udelukker dog igrunden ſlet ikke Frivilligheden ; thi naar Guds Born af Kjœærlighed til Gud tvinges til at gjore hans Vilie, ſaa gjor de med det ſamme ogſaa ſin egen Vilie (det vil fige eſter ſit indre gjenfédte Menneſke), og den, ſom faar gjore, hvad han vil, handler frivillig. Saa kommer vi til Klædedragten. Heller ife den er glemt af Salmiſten. Dette unge Mand}ſfab, ſom ſtiller ſig under Herrens Fane, kommer „i hellig Prydelſe.“ Det er et Udtryk, ſom er taget fra Gudstjeneſten i Jsrael. Preſterne 1 Templet traadte frem „t hellig Prydelſe“ (2 Kron. 20; 21). Og David formanex alle, ſom vil nœrme ſig Herren, til at „tilbede ham i hellig Prydelſe“ (Pf. 29, 2; 96, 9). Denne hellige Prydelſe var vel den pletfrie, hvide ſfinnende Dragt, ſom var et Billede paa den Renhed, ſom burde findes hos dem, der vil nærme ſig den rene Gud, ſom ikke | taaler noget urent. Det er ogſaa den, vi finder hos de hellige i HSimlen — de rene hvide Klœder, toede i Lammets Blod (Aab. 7, 13—14). | Men hvorledes hœnger dette ſammen? Der tales jo i vor Tekſt om Soldater! Skal disſe have Preſtekllæder? Ja, det ſal de; thi de er baade Herrens Soldater og hans Preſter, ligeſom deres An- forer er baade Konge og Preſt. Det ſtaar jo udtrykkelig i Begyndel- ſen af denne Salme, at han er „en Preſt efter Melkiſedeks Vis“, og Melkiſedek var baade Preſt og Konge i Salem (1 Moſ. 14, 18). Vi ſer jo ogſaa i Aabenbaringen, at den Skare, ſom folger Rytteren paa den hvide Heſt, „er Élœdte i hvidt og rent fint Lin“ (Aab. 19, 14). | Det er baade deres Preſtedragt og deres Krigerdragt. : For Soldaterne er Dragten ikke det mindſt vigtige. De maa have baade Undertsi og Mundering, ſkjont det bare er ‘det ſidſte, ſom er ſynligt ogſaa for Fienderne. Saaledes er det ogſaa med Guds Stridsfolk. Den uſynlige Dragt er Kriſti Retfœrdighed, greben i -
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 148
-
Search Result
-
148 Stormagt, ſom kaldes Fœdrenes Skikke. Nu kalder vi dem vore Forfœdres hedenſke Skifke. Vi ved alle, at med daarlige og fordcer- velige Skikke har det ſig omtrent ſom med farlige Sygdomme. De arves fra Slegt til Slegt, og de ſmitter fra den ene til den anden. De fleſte af dem har ſaa ſterke...
Show more148 Stormagt, ſom kaldes Fœdrenes Skikke. Nu kalder vi dem vore Forfœdres hedenſke Skifke. Vi ved alle, at med daarlige og fordcer- velige Skikke har det ſig omtrent ſom med farlige Sygdomme. De arves fra Slegt til Slegt, og de ſmitter fra den ene til den anden. De fleſte af dem har ſaa ſterke Rodder, at det nytter lidet at udrydde dem, ſelv om en Hœær af Læœger vœbner Folk imod dem. Slige Skikke nytter det iffe at vaſte af Samfundet, om man bruger aldrig ſaa rent Vand og aldrig ſaa god Sœbe. Mod disſe vore gamle Samfunds- __fygdomme har Vibelen udrettet et Storverk, ſom ingen ſeende fan __vœære blind for. _Meget og mangt, ſom ikke taalte Lyſet, har maattet ganſke for- træœkfe. En Del af dem er endnu bare træœngt tilbage til de msorfeſte Affroge, hvoraf vj endnu har nok ſaa mange, desværre: men lad os folge dem med Bibelens Lys ind i Peſthulerne, ſaa vil nok Stanken derfra ombyttes med renere Luft. JF Omtalen af ſyndige gamle hedenſke Skikke kan jeg desværre ikke vœære udforlig. Jeg kan kun nœævne nogle faa. Men nogle bor nœæv- nes, for at vi deſto mere kan ſffjónne paa de Goder, ſom vi har faat igjen. Lad mig da forſt nœævne, hvad ſom truet de ſmaa, ſom kom til Verden. For havde vi en forfærdelig Skik, ſom beſtod i at væœlge Dage. Nogle Dage var onde, andre var gode. Det var Skik, at alle Born, ſom tom ind i Verden paa en ſaakaldt ond Dag, de maatte \ſkaffes ud af Verden jo for jo heller. Nu er denne Skif her oppe i Jndlandet kun fjiendt af Navn heldigvis, thi ellers var viſt vor Nation forſvun- : den fra Fordens Overflade. Det var ikke Smaating af Liv, ſom ſtrog med hvert Aar, ſaalœnge den Skikken regjerede iblandt os. Naar et Barn blev fodt paa en ond Dag, ſtak en Del det i Vandſtampen og tog det forſt op, naar det var Lig. Andre ſkyndte ſig med at kaſte det i Kvægfolden, hvor det nedtrampedes ſom anden Gjsodſel. Atter andre lagde.- ſit Barn i en trang Vei, hvor Kvægflokken om Morgenen maatte pasſere over det. Hœndte det i dette Tilfœlde, at det hjœælpe- - [oſe Barn beholdt Livet, at Kreaturerne ikke traffet det ihjel, faa fik det leve, hvis nogen udenfor dets Slegt vovede at tage ſig af det; men ſligt hœndte iffe ofte. Naar vi tænker paa al denne Gruſomhed, tom havde ſine Rodder i det M ¿orfe, hvori vi ſad, gaar det os foldt nedover Ryggen. Vi var vœrre end Dyrene. Som Regel forſvarer de ſit Aſkoms Liv; men her var Far og Mor enig om at tage det. Hvorfor tror J? Jo fordi Morkets Magt ſagde dem, at hvis deres
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1906, Page 211
-
Search Result
-
211 dunkle Vraaer og hemmelighedsfulde Dybder. Og dette Evange- lium er betroet Menigheden, ikke forat den fal beholde det for ſig ſelv og grave det i Jorden, ſaa det kan være vel forvaret ſom en dod Skat, men netop forat Menigheden fal lade det lyſe. baade hjemme og ude til Menneſkeſjœlenes...
Show more211 dunkle Vraaer og hemmelighedsfulde Dybder. Og dette Evange- lium er betroet Menigheden, ikke forat den fal beholde det for ſig ſelv og grave det i Jorden, ſaa det kan være vel forvaret ſom en dod Skat, men netop forat Menigheden fal lade det lyſe. baade hjemme og ude til Menneſkeſjœlenes Frelſe. Og deri er det forſt - 0g fremſt, Guds Rige beſtaar. Det bœrer med ſig- Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand og vinder frem, ikke ved at under- tryfe og reve fra Folkene, men ved at frigjgre dem og give dem den himmelſfe Gave, ſom er ſœnket i E Skjod ved Sonnen og Aanden. Guds Rige er et ſeirende Erobringsrige, men det vinder ſine Seire uden Sverdſlag og Blodsudgydelſe. Vel gaar der ofte Krig og Strafſedomme fra Gud over Folk og Riger forud for Evangeliets fredelige og ſagtmodige Fremgang i Verden; men med Rette kan det ſiges, at det er ſom Jordſkjælvet og Ilden, ſom paa Sinai Bjerg gik forud for den ſagte Suſen, der bragte Profeten til at tilhylle fit Anſigt med ſin Kappe. Thi deri var Guds rette Aabenbaring. Men en Erobring er det dog, den fuldkomneſte Erobring og den fuldſtæœn- digſte Seier, ſom af Fiender gjor Venner, ſom af Angribere gjor de ivrigſte Forſvarere. Det gaar fom med den fnyſende vrede Sau- lus, ſom blev den nidkjære Arbeider og Apoſtel Paulus. Han, fom ſor ſin Omvendelfe kun begjærede at gjore ondt mod Jeſus. og hans Diſciple; men efter fin Omvendelſe var villig til at lide hvadſomhelſt, naar bare Jeſu Navn kunde forherliges, naar bare Menneſkeſjæle funde frelſes ved Troën paa den korsfœæſtede. i Jntet jordiſk Rige kan ſtœnge Doren for Evangeliet, naar Her- rens Zime fommer til at drage ind. Ingen Fotfsolgelſe kan tilintet- gjore Guds Rige blandt Menneſkene, naar det forſt har fundet Veien / : ind i et Folk. Ser det end ud, ſom om det ligger under og blir borte, det er dog kun, ſom Hvedekornet blir borte i Jorden E gro 08. : meget frodigere deraf. Men denne hellige Erobring — bos fredelig den end er — er iffe deſtomindre Verden imod. Den forſtyrrer Hedenſkabets Magt og ſprœnger dets Baand. Den gjor Sjœælene fri fra Verdens og Kjodets Herredomme. Den omſtyrter Syndens Tyranni og: for- _ ſtyrrer Dodens Sovn. Og Verden vaagner til bitter Modſtand og dodeligt Had. Derfor er ogſaa Misfionen eller Guds Riges Frem- gang paa Jorden ledſaget af ſtore Lidelſer for den lille Flok, ſom i Jeſu Tro og i hans Efterfolgelſe kjæmper for E og Hjerte-
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 6
-
Search Result
-
2 ſra det fanſelige til det aandelige, fra et Liv, ſom ſtevner mod DoD og Grav, til et Liv, ſom ikke fllukner i Doden, men fom fortſœttes i himmelff Herlighed gjennem alle Evigheder. Det ex n ye Kaa. Det er Barnekaar iſtedetfor Trœllekaar; det forandrer hele et Menneſkes Forhold til Gud;...
Show more2 ſra det fanſelige til det aandelige, fra et Liv, ſom ſtevner mod DoD og Grav, til et Liv, ſom ikke fllukner i Doden, men fom fortſœttes i himmelff Herlighed gjennem alle Evigheder. Det ex n ye Kaa. Det er Barnekaar iſtedetfor Trœllekaar; det forandrer hele et Menneſkes Forhold til Gud; iſtedetfor den ſtrenge Lovgiver og ubsn- horlige Dommexr blir han for dem, ſom virkelig kommer ind i Guds Nige, den medlidende og barmhzjertige Fader, der fuld. af Naade mod- tager Syndere og forlader dem deres Synder og renſer dem fra al Uretfœrdighed. Thi Guds Nige er, ſom Skriften figer, „Retfœrdighed, Fred og Glæde i den Hellig-Aand“. Det er nye Kaar og gode Kaar. Thi hvilken Forandring er iffe det fra et Liv i Uretfœrdighed og Syndens Ufred og Kval at kor;.me ind ien ſaadan Tilſtand, ‘at jeg, renſet fra alle mine Synder, kan leve i Nydelſe af Fred med E og falig Glœde i hans Samfund! Det er noget helt andet pludſelig finde ſig ſom Son i Huſet med alle et Barns Rettigheder, efterat man kanſke i mange lange Tider har færdes udenfor Faderhuſet ſom en Træl under Guds Vrede og hans Lov. Jkke kunde man ſlippe ind, heller ikke kunde man ſlippe bort, i haardt Slaveri gik man og magtede ikke at bryde Lænkerne af Frygt for, at ſaa gik det endda vœrre. Men naar Guds Rige _fom, da ſprang Dorene op, da vinkede $jemmet med Lys og Varme: fom ind, kom ind! Da faldt Baand og Lænker af Treæœllen, da ſprang han af Fryd og fik den frivillige Aand, ſaa Arbeidet foltes ſom en Glæœde og gik med Lyſt. Da var ikke læœnger Frygten der, men den uendelige Lœængfel efter den evige, levende Gud, ſom drog den frelſte ZA nœærmeré og nœrmere ind til ſig. F Sandhed nye Kaar — Sonnekaar hos Gud. Det er en ny Verden. Fa, det er vel kanſke et daarligt Navn for Guds e at Talde det en Verden. Men det er en n y Verden, det vil ſige en hel ny Tilveærelſe med nye Interesſer, nye Omgivelſer, nye E nye __Veie, nye Tanker og nyt Sprog. Det er, ſom Apoſtelen figer, „vort Borgerſkab er i Himmelen“. Vi fœrdes med vort Legeme i Verden, men vort Hjerte fœrdes med Tanker og Fsolelſer i de himmelſke og uſynlige Ting. Vi fœrdes her- nede ſom Frommede og Gjeſter; men vort Hjem er heroventil, og der aabner ſig for os en uendelig Mangfoldighed af nye Spsrgsmaal
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 7
-
Search Result
-
D og nye FInteresſer. Det gaar, ſom Paulus figer, „derſom nogen er i Kriſto, da er han en ny Skabning, det gamle er [Organs ſje, alt er blevet ME L „Méên naar J gaar hen“, ſiger Jeſus, „da prœdiker, at e riges Rige er kommet nr.“ Ja, ſaaledes er det virkeligt, hvor Evangeliet, det gode og glade...
Show moreD og nye FInteresſer. Det gaar, ſom Paulus figer, „derſom nogen er i Kriſto, da er han en ny Skabning, det gamle er [Organs ſje, alt er blevet ME L „Méên naar J gaar hen“, ſiger Jeſus, „da prœdiker, at e riges Rige er kommet nr.“ Ja, ſaaledes er det virkeligt, hvor Evangeliet, det gode og glade Budſkab om Jeſus og hans Frelſe, kommer til Menneſkene ved et Guds Barns Vidnesbyrd, der er Guds Rige kommet nær. Saa nær, at det er bare Sporg8maal om, at Hjertedoren luffes op for ham, ſom ſtaar foran den og banker, ſaa kommer Guds Rige ind i Hjer- tet, og Hjertet ind i Guds Rige, og da blir det nyt Aar og nye Kaar og en ny Verden, en Tilſtand af Glœæde ſom aldrig for. > Og dette er netop, hvad vi er kaldt til at giore for Hedningerne, þprœdike for dem Himmeriges Rige, vidne for dem om Frelſen og Freden i Jeſus, bringe dem gjennem Ordet Retfœrdighed, Fred og; Glæde i den Hellig-Aand, oplukke for dem Faderhuſets Dor, at de fan komme hjem, hjem til fin rette, ſande, evige Bolig, fra hvilken de aldrig mere behsgver at gaa bort. „J min Faders Hus er mange Boliger“, ſiger Jeſus, „jeg gaar bort forat berede eder Sted.“ Vil du være med i dette Kald og Arbeide, Kriſtenſjæl? Ja, jeg ved, du vil. Og lad nu dette vœre vort Nytaarslofte til Herren: Jeg vil vœre med efter den Naade, Herren ſelv vil give, og forkynde Herrens velbehagelige Aar over Jorden, at der maa gro Fred og Glæde blandt Mennefkenes Born, iſtedetfor Uro og Jammer. Er ikke det er. herlig Liv8opgave at vœre med at bringe Liv og Lys, l'vor der for var Morke og Ded? O, lad cs tage Herrens Be- faling til Hjerte, naar han figer: „Prœdiker Evangeliet for al Skabningen !“ Aarene flyr, Tiden gaar og vender ikke meze tilbage, men Guds Rige bliver det ſame, og dets Aar tager ikke Ende. Lad os ſelv blive Riget og hjœlpe til, at dets evige Velſignelſe maa ſpredes allevegne paa vor armz Jord, Folkene til Lœgedom. Marie Sagenugs Minde. H Salige er de dode, ſom ds i Herren, ſra nu af! Ja, figer Aanden, de ſkulle hvile fra ſine Arbeider, men deres E Gjerninger folge med dem. Aab. 14, 18.
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 8
-
Search Result
-
4 Bedrgvelſe og Vemod har vel igjen lagt ſig ind over Misſions- vennerne, da de modtog mit Telegram om, at endnu en Gang har Doden krævet et Offer her paa Augsburg. Ja, Doden har nok krævet et Offer; men, „Dod, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier? — Men Gud vœære Tak, ſom giver o8 Seier...
Show more4 Bedrgvelſe og Vemod har vel igjen lagt ſig ind over Misſions- vennerne, da de modtog mit Telegram om, at endnu en Gang har Doden krævet et Offer her paa Augsburg. Ja, Doden har nok krævet et Offer; men, „Dod, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier? — Men Gud vœære Tak, ſom giver o8 Seier ved vor Herre Jeſus Kriſtus !“ Eſterat det ſaaledes har været min tunge Lod at maatte under- rette eder om min Huſtrus Dod, ſaa er det mig nu en kjær og hellig Pligt at faa berette noget mere udforligt om denne D Tjener- indes ſidſte Kamp og Seier. Hun vandrede ikke i de hgie Ting; men folte, at hun var den rin- __ geſte og mindſte af Herrens Tjenerinder. Hun var en af dem, om hvem Jeſus ſiger: „Salige er de fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres!“ Herren kom hende ihu, og hun, ſom var liden her paa Ford, er nu ſtor i Himmeriges Rige. Hendes Arbeid8dag blev ikke lang; men den ffal visſelig iffe bli uden velſignet Frugt for Guds Rige og hans Arbeide herude. Gud faſter ifke ſine Hvedekorn i Jorden kun for at do, men han“ gjor det i ſin evige Visdom, for at der maa komme velſignet og herlig Frugt - deraf for hans Rige. Dette er, hvad Herren igjen har gjort. „Sa- lige er de Dsode, ſom ds i Herren, fra nu af! Ja, ſiger Aanden, de Fulle hvile fra ſine Arbeider, men deres Gjerninger folge med dem.# Hendes Gjerning ſkal fra Guds Himmel vende tilbage over os og vort Arbeide med Herrens rige Velſignelſe. : JFgjen har Jeſu Ord viſt ſig at vœre ſande: „Der er ingen, Tom har forladt Hus eller Forældre eller Brsodre eller Huſtru eller Born for Guds Riges Skyld, ſom jo al faa mange Fold igjen i “ denne Tid og i den tilklommende Verden et evigt Liv.“ Var det end ‘tungt og ſaart for denne Herrens Tjenerinde at forlade et godt Hjem og ſige en kjær Fader og Moder Farvel, ſaa var det dog lyſteligt og Todt for hende i Livet og i Doden at faa fole ſig elſfet, ſom en Brud, af ham, ſom er Fimmelens og Jordens Lyſt og Glæde. - Derſom jeg fjiender noget til hendes Sorg og Glæde, ſaa maa jeg ſige, at hun fif mange Fold igjen for de bitreſte Stunder — endog medens hun var - her paa Jord. Sandelig, Herren er ikke farrig imod fine ſtaltels maa, han betaler trofaſt ſine Lofter. Paa en ſaadan Maade fik hun erfare og ſe Herrens Liflighed, at hendes Glœæœde og Fryd og “ fſalige Fred fordrev meget af vor Sorg og medfodte Rœdſel for Do=
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 9
-
Search Result
-
D den. Det var ikke vanfkeligt at forſtaa, at vort Tab var hendes Vin- ding. Hun fik hrile ſaa trygt og roligt i Forvisningen om, at Gud havde taget hende til Naade og for Jeſu Skyld forladt hende al hendes Synd, og at hun ſfffulde ille do, men leve evindelig. Jeſus var hende nœær, og hans Navn...
Show moreD den. Det var ikke vanfkeligt at forſtaa, at vort Tab var hendes Vin- ding. Hun fik hrile ſaa trygt og roligt i Forvisningen om, at Gud havde taget hende til Naade og for Jeſu Skyld forladt hende al hendes Synd, og at hun ſfffulde ille do, men leve evindelig. Jeſus var hende nœær, og hans Navn var den nye Sang paa hen- : des Læber. Hun var ſaa glad over at faa ombytte de jordiſke Kaar med de himmelſke og vœre med Kriſtus; thi det, vidſte hun, var ſaare meget bedre. Det var ife ſaa varmt i Himlen, ſom det var her — ſa hun. Himlen var ikke langt borte her paa Madagaskar — ſa hun, og hun faa de ſmaa Engle, ſom var komne for at tage hendes Sjæl hjem til Herren. Men hun lagde ogſaa tanke}uldt til: Helvede er heller iffe langt borte her paa Madagaskar. Nei, for dem, ſom lever Livet i Guds Söons Tro, er visſelig ikke Himlen langt borte her- ude. Men hvor ſrækkeligt nær er ilke Helvede for disſe mange, mange, ſom her lever og dgr uden Gud! : Misſionsvennerne gjor ingen kiærlighedsloss Gjerning imod os Misſionærer ved at ſende os herud, for kun — ſom det ofte ſynes — at do. Enten vi lever eller vi dor, ſaa hsorer vi Herren til. Men J vilde gjore en daarlig og trolso8- Ting imod Gud og dette arme Folk, derſom F nu ſlulde begynde at tænke, at denne Gjerning kræver dog for mange Ofre, og ſige: Jeg vil ingenlunde mere ofre mine Sonner og Dsotre og jordiſke Midler for en. ſaa abenbar unyttig ‘Gjerning. Ve eder, om F holder noget Offer for kjært og dyrebart for Herren! „Ofre Gud Taffigelſe, og betal den Hgoieſte dine Lgof- ter, og kfald paa mig paa Npodens Dag; ſaa vil jeg udfri dig, og du fal priſe mig.“ „Den, ſom karrig ſaar, fal fkarrig hoſte.“ Gjor dog intet, ſom kan ha det til Folge, at Gud vil holde ſig paa Aſſtand _ifra dig paa Nodens Dag. Den Dag kommer ogſaa for dig, da du vil ſynes, det var godt, om Gud og Himlen var dig nœr. Hun, ſom nu har forladt o8, angrede iffe paa, at hun gav. ſig ſelv og alt, hvad hun havde, ſom et Takſigelſes Offer for Herren — 0g du vil heller iffe angre derpaa — om du gjor ligedan paa en eller anden Maade. Herren har nok ogſaa Brug for dig og dine Midler. Dgod8aarſagen var nu, ſom nœæſten altid for, denne forfœærdelige og voldſomme Feber. Hun blev ſyg Onsdags Morgen den 5te Ok tober og dode Lordags Morgen den 8de Kl. 3:35. Saa ſtaar jeg da igjen alene herude med en liden Datter og be-
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 10
-
Search Result
-
6 græder Tabet af en kjœrlig og trofaſt Huſtru og om Moder. Det er kanſke vanſkelig for eder derhjemme at gjore eder nogen klar Fore- filling om, hvor enſom og forladt den foler ſig, ſom her har miſtet ſit Livs Stgotte og det kjœæreſte, han havde paa Jord. Det er under faadanne Omſtændigheder...
Show more6 græder Tabet af en kjœrlig og trofaſt Huſtru og om Moder. Det er kanſke vanſkelig for eder derhjemme at gjore eder nogen klar Fore- filling om, hvor enſom og forladt den foler ſig, ſom her har miſtet ſit Livs Stgotte og det kjœæreſte, han havde paa Jord. Det er under faadanne Omſtændigheder uſigelig vanſkeligt at kunne ſige af hele ſit Hjerte: „Herren er min Hyrde, mig fattes intet“, naar endog de mindſte Ting i mit Liv vidner og minder om, at jeg har miſtet min bedſte Del og mit Livs kiœæreſte Skat. Dog kan jeg ſige med Job: „Herren gav, Herren tog, Herrens Navn vœære lovet!“ Feg lager: iffe, men forſoger at tysſe den HSaand, ſom ſlaar mig, da jeg faar tro og holde faſt ved, at Gud gjor alt ſgare vel. Men, „derſom ikke Herren var min Hjœæœlp, vilde min Sjœl ſnart bo i det ſtille.“ „O, derſom jeg ikke troede at ſulle fe Serrens Godhed i de levendes Land!“ — Der fal ogſaa jeg tilfulde forſtaa dette \tore og vemodige „Hvorfor“, ſom ſaa ſnart modte mig paa Livets Fœrd. Dagen vil nok tungſomt ride, men jeg ved, at det er kun en liden Stund, nogle faa Dage eller Aar, ſaa ſkal ogſaa jeg faa Hjemlov. Sodt blir det da efter Dagens Byrde og Hede at faa gaa til Hvile og ſovne ind i Feſu Arme. Skal der end ingen vœære her paa Jord til at byde mig velkommen hjem efter Dagens Mgoie og Strid, ſaa ved jeg dog, at der ved mit Livs Aſten fal være en, ſom er fœærdig til _at annamme mig i de evige Boliger. O, troſtefulde Tanke, ſalige Haab. Hvad mig og min Fremtid angaar, ſaa vil jeg kun faa gjentage min Afſkedsſang, der ſynes at indeholde mit Levnetslgh: Jeſus, Herre! paa dit Ord Er jeg til min Gjerning rede; : \ O, den Trgoſt er ſand og ſtor, | __Du mig ved din Aand vil lede! Paa dit Ord og i dit Navn Alting vorder mig til Gavn. Skal jeg mangen msodig Dag Savne Frugten af min Msgie, Mangen Aſten træt og ſvag Hovedet til Hvile boîte, Paa dit Ord ved Morgengry Gaar jeg til min Jd paany. y
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 11
-
Search Result
-
E 4 Staar jeg enfom og forladt. Gjemmer Graven al min Glœæde, Er i Sorgens pode Nat Ingen Ven med Troft tilſtede, Jeſus! dog hos dig er Troſt, Hvert dit Ord er Haabets Roſt. Paa dit Ord jeg troſtig gaar Gjennem Verdens Sorg og Msie, Ved din Naades Magt jeg naar Seierspalimen i det Hpoie; Til min...
Show moreE 4 Staar jeg enfom og forladt. Gjemmer Graven al min Glœæde, Er i Sorgens pode Nat Ingen Ven med Troft tilſtede, Jeſus! dog hos dig er Troſt, Hvert dit Ord er Haabets Roſt. Paa dit Ord jeg troſtig gaar Gjennem Verdens Sorg og Msie, Ved din Naades Magt jeg naar Seierspalimen i det Hpoie; Til min ſidſte Stund jeg tror, Jeſus, Herre! paa dit Ord.“ Modtag da ogſaa denne eders Tjenerindes ſidſte Hilſen og Tak for, at J med Herren agtede hende vœærdig til at gaa, ſom en Li- vets Budbeœærer, ud til dette Folk! Fik hun ikke tjene Herren og hans Folk med et langt Liv og Virke, ſaa fik hun dog med bered- villig Hu do i Herrens Tjeneſte og blive et af Herrens Hvede- korn herude, ſom forſt maa ds, for at der ſal komme herlig og velſignet Frugt deraf for Herrens Hoſt. „Koſtbar i Herrens Djne er hans Frommes Dod.“ Fred med dit Stsv og velſignet vœre dit Minde! : O, hvor fik du dog fare vel, du kfiæœrlige og trofaſte Huſtru og omme Moder! Du var trofaſt og kjœrlighedsfuld mild i Livet og fredefuld blid i Doden. Tak, for hvad du var i Livet, for hvad dit Minde er efter Doden, og for hvad dit Gjenſyn ſal blive hos Herren! : : ; Kriſtne! hvilken Morgenrsode, | N Mange msorke Timer vœærd, Naar vi levende og dode, Medes med vor Herre kiœr, Skal i Himlens Glans8 og Ære Erigt hos vor Frelſer vœre Love Gud med Engle-Roſt! Huſker, det er Herrens Troſt! : : / Halvor O. Sageng.
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 12
-
Search Result
-
SV Paudita Ramabai : eller en Hindukvindes Arbeide for Judieus Enker. 1. Ramabai's Barndom, Uddannelſe og Egteſkab. En Sominermorgen for omtrent 50 Aar ſiden hœndte det ſig, at to Brahminer badede ſamtidigt i den hellige Flad Godaveri. Den ene var en Pilgrim, ſom reiſte med ſin Huſtru og to Dotre...
Show moreSV Paudita Ramabai : eller en Hindukvindes Arbeide for Judieus Enker. 1. Ramabai's Barndom, Uddannelſe og Egteſkab. En Sominermorgen for omtrent 50 Aar ſiden hœndte det ſig, at to Brahminer badede ſamtidigt i den hellige Flad Godaveri. Den ene var en Pilgrim, ſom reiſte med ſin Huſtru og to Dotre. Den anden var en Enkemand, ſom ogſaa beſogte de hellige Steder. Eſter Badet kom de i Samtale med hinanden, og i Lobet af en Times Tid blev det afgjort, at den ene af den gifte Mands Dstre }kulde blive Enkemandens Huſtru. Hun var dengang ni Aar gammel; Bryllup- pet blev holdt næſte Dag, og Ananta Shaſtri — det var Enkeman- dens Navn — drog til fit Hjem med ſin nye Kone. ; Ananta Shaſtri var en ſjelden Mand. Allerede ſom ung Stu- dent i Byen Puna havde han opdaget, hvad der ſyntes en Hindu utroligt, nemlig at ogſaa en Kvinde kunde læœre Sanfkrit, Indiens gamle hellige Sprog. Ananta Shaſtris Lærer i Puna underviſte nemlig en Prinſesſe i dette Sprog. Ananta Shaſtri blev grebet af den Tanke, at det vilde være af uendeligt Værd for Jndiens Kvinder, om de kunde blivc oplœrte i ſamme Kundfſkaber ſom Mændene. Og da han blev gift forſte Gang, provede han paa ‘at underviſe ſin Kone i læœrde Fag, men Forſoget \ſtrandede paa hans Moders og Kones egen Modſtand mod et ſaadant Brud paa „Skikkene“. Nu, da han havde faaet ſin niaar8gamle Brud, var han faſt beſtemt paa at giore Forſoget og lœre hende Sanſkrit og andre lœrde Fag. Hans ‘Moder vilde ogſac denne Gang lægge ſig i Veien; men Ananta Sha- ſtri ‘var ſaa alvorlig i ſin Beſlutning, at han tog ſin Huſtru med ſig, reiſte langt ind i Skovene, og i Skovenſomheden byggede han en Hytte og fortſatte hendes Undervisning. Her levede de da i et Snes Aar, og de fik i denne Tid en Son og to Dôtre, af hvilke Ramabai var den yngſte, fodt i Vaaren 1858. Ramabai horte, ſom Datter af en Brahmin, til den hoieſte og fornemſte Kaſte i Indien. Og mange Gange har hendes fornemme Byrd vœret e til Fordel, ofte har den ogſaa voldt hende uſigelig Pine, fordi hun ved den var hindret fra at arbeide for ſit LivSophold. Hendes Fader gjorde ſig den ſtsorſte Umage med hendes Uddan- nelſe, og opdagede tidligt hendes fremragende Begavelſe. Hun blev et „Vidunder af Lærdom“ ved Faderens Undervisning og ved ſin
Show less
-
-
Title
-
Gasseren 1905, Page 13
-
Search Result
-
9 egen umaadelige Lœærelyſt. Hvad hun fremfor alt beſkiæftigede fir med, var Studiet af Hinduernes hellige Skriſter, ſom hun kjender bedre end de fleſte Lærde. Ganſke imod ſin hoie Kaſtes Sœdvane blev hun — meget paa Grund af ſin Iver for Studeringerne — ugift lige til ſit 20de Aar. : | af _—...
Show more9 egen umaadelige Lœærelyſt. Hvad hun fremfor alt beſkiæftigede fir med, var Studiet af Hinduernes hellige Skriſter, ſom hun kjender bedre end de fleſte Lærde. Ganſke imod ſin hoie Kaſtes Sœdvane blev hun — meget paa Grund af ſin Iver for Studeringerne — ugift lige til ſit 20de Aar. : | af _— Paudita Namabai. — Tidligt fik hun dog próve Trængſler og overordentlige Lidelſer. Allerede da Ramabaîi ‘var ni Aar gammel, blev hendes Forœældre ſtedt i den yderſte Fattigdom. De maatte bryde op fra ſit Hjem, og i 7 Aar vandrede de omkring forat finde bedre Kaar, men fandt intet. Tvertimod ved denne Tid begyndte den forfœrdelige tre Aars Hun-
Show less
Pages